Interview: Jakob Jakobsen

Kan du fortælle lidt om, hvorfor teaterforestillingen og særligt tragedien har været dit udgangspunkt i denne her udstilling?

Der er mange aspekter i det, men det handler jo om billedpolitik og repræsentation. Grebet er at gøre det klart, at her er tale om en repræsentation eller en forestilling, fremfor at præsentere det som noget umedieret eller ufortolket. Kunstrummet bliver her brugt som en scene, for det synes jeg grundlæggende, det er. Selv den mest socialt fokuserede kunst er altid en eller anden form for iscenesættelse. Jeg bruger perspektivet fra teateret for at pege på, at der er tale om en form, som vi kigger på verden igennem. Tragedieformen er ret brugbar, fordi den kan analysere nogle aktuelle forhold i samfundet uden at gøre krav på at være den sande historie.

Så teatret fungerer som et greb, der gør os bevidste om, at det er en fortolkning, vi ser?

Ja, det åbner et kritisk rum. Når man går igennem udstillingen, bliver man trukket igennem 25 minutters fortælling. Der er ikke nogle alternative veje, man som publikum kan gå igennem udstillingen. Man bliver trukket én vej, og det er forestillingens vej. Forestillingen består af nogle forskellige moduler af billedoptagelser, som man kan forholde sig til. Der opstår et spændingsfelt mellem speakerstemmen og det sete. Og også imellem de to speakerstemmer, som kører igennem fortællingen. Så publikum står midt imellem de 3 forskellige positioner. Og det er der, man bliver tvunget til at tage stilling.

Det samme sker i teatret, man identificerer sig med nogle forskellige personer - her er et forfærdeligt svin, eller hende der kan jeg godt forstå - så situationen med de forskellige positioner kender man godt. Men jeg vil også gerne have, at man lader sig overvælde af billederne, som er store og står meget skarpt. Billedsidens overvældende karakter, som går dybt ind i bevidstheden, står overfor speakerstemmen, som egentlig siger noget helt andet end den oplevelse, man har af billedet. Det rum er jeg interesseret i at udspile, og det er også hensigten med udstillingen.

Du vil have os til at tænke over, hvor det kritiske rum opstår?

Ja, for det handler jo egentlig om en tragedie, så udgangspunktet er et sammenbrud. Det er sammenbruddet, jeg prøver på at kigge på, så det er ikke optimistisk. Forestillingens præmis er, at det er meget vanskeligt at opstille modbilleder eller at skabe kritiske stemmer i den offentlighed, vi har i dag. Jeg har en oplevelse af, at den politiske offentlighed er klappet fuldstændigt sammen. I stedet for at beklage mig over det, prøver jeg på at forstå, hvad den situation betyder for vores liv og samfund.

Så jeg forsøger på at give rum til refleksion over lammelsen. Det handler klart om politiske temaer, og det er en meget social fortælling, jeg har lavet. Det er en fortælling om et samfund, som er ved at falde fra hinanden. Derfor tager jeg udgangspunkt i nogle meget synlige begivenheder, som jeg i øvrigt selv har været dybt involveret i. På en måde prøver jeg at stille spørgsmål ved repræsentationen snarere end at komme med et modbillede.

Du bruger udtrykket ”altdominerende billedregime”, er det mediernes ensidighed?

Jeg tager ikke specifikt fat i medierne. Medierne er selvfølgelig en vigtig del af repræsentationen, men det er et godt spørgsmål, hvordan man kan etablere en offentlighed med en mangfoldighed af stemmer, der kommer til orde. Billedet spiller meget voldsomt ind i repræsentationen af krigen på én bestemt måde. Frygten bliver en vigtig faktor, så vi hele tiden føler os utrygge. Så vises de her ekstremister, som truer vore gode liv her i Danmark og frygtens repræsentation har fået kilet sig ind alle steder i vores samfund. Det er også en del af den krig, der bliver ført, vil jeg mene. Så det er billedregimet, jeg taler om, og det spiller medierne også med på.

Har vi ikke en meget større flade at ytre os på i dag med internet, alle mulige blogs og youtube?

Det er ikke fordi mængden af information er dalet, det er nærmere modsat. Vi er overvældet af billeder og repræsentationer. Siden denne her krig mod terror, har der efter min mening, været en gradvis nedlukning af den kritiske offentlighed. Måske er der masser af kanaler at tale igennem, men det, der er muligt at sige, er hæmmet af hele krigsretorikken. Jeg synes ikke, at de her blogs, youtube eller vores egne små kameraer i mobiltelefonen har været i stand til at skabe nogen egentlig form for kritisk offentlighed. Stemningen er præget af den generelle politiske situation, som netop er frygtens og krigens psykologiske klima. Det er fint, at folk kan bruge, hvad vi har af medier – jeg bruger jo også den position, altså mit eget kamera og mit eget synspunkt. Men alligevel synes jeg ikke, at der er kommet nogen overvældende kritik eller pluralisme ud af de kanaler, som den nye teknologi giver os.

Vi er jo i en situation, hvor man gang på gang får at vide, at befolkningen er tilfreds. Men det hænger sammen med, at man kigger på samfundet fra dets centrum, fra mainstream eller fra middelklassen. Det betyder, at margenen hele tiden bliver ekskluderet. Råderummet for minoriteter og opposition bliver mindre og mindre. Det er sket i takt med krigen mod terror, hvor der er kommet en masse argumenter for at begrænse ytringsfriheden og offentligheden i sin helhed. Det er blevet umuligt at etablere modbilleder eller at forme en stemme, der kan repræsentere opposition. Jeg ser det som et tab af muligheden for at udtrykke sig. Så snart man kommer hen et sted, hvor man er fundamentalt uenig med det gældende herredømme, så bliver man jo udgrænset som terrorist, hvis ikke en sikkerhedsrisiko. I de situationer bliver vores samfund presset til at vise, hvad det egentlig står for. Faktisk tror jeg, det er en bedre måde at karakterisere et samfundet ved, hvordan det vil handle i de ekstreme situationer end at karakterisere et samfund ved, hvad det vil gøre i almindelige situationer - for i almindelighed har vi det jo godt. Men i de ekstreme situationer er der klare vidnesbyrd om, hvad vores samfund egentlig står for og det er de situationer, der bliver præsenteret i udstillingen.

Du laver også et filmprogram i cinemateket i løbet af april måned...

Ja, vi viser nogle film fra 70’erne frem til i dag, som omhandler Danmark - alle sammen nogle meget kritiske og dystopiske film. De har alle sammen helt tilbage fra 70’erne været mere eller mindre undertrykte. Bl.a. den film, som den engelske instruktør Peter Watkins lavede i slutningen af 70’erne, som hed ”Aftenlandet” og aldrig blev vist på Danmarks Radio og faktisk er fuldstændig glemt i dag. Den har jeg så gravet frem af gemmerne, og mange af de forskellige folk, der har været med til at lave den, kommer så og fortæller om, hvad der skete dengang. Det er den 7. april kl. 21.30 i Cinemateket, og det fulde program ligger inde på hjemmesiden www.billedpolitik.dk.

Hvad mener du, kunst kan i denne her sammenhæng i forhold til andre medier?

Der er jo mange forskellige slags kunst. Kunsten har jo en stærk tradition for at være knyttet til magten - til at skabe ”magtens billeder”. Kunst har i al overvejende grad været med til at fortælle magtens historie og dekorere magten, specielt inden for de sidste ti år. I min verden er det kunstens opgave at udfordre magten og ikke at dekorere den.

På hvad måde kan kunsten eller tragedien fungere som et rum til undren?

Tragedien er jo en genre, der tager fat i nogle helt grundlæggende spørgsmål i vores liv. Dem identificerer man sig med og bruger til at bearbejde sin egen personlige livssituation. Det er netop det, kunsten kan, at bearbejde vores sociale og eksistentielle situation. Kunsten kan også åbne op for en forestilling om nogle andre mulige verdener. Altså være med til at skabe en fornyet politisk fantasi.

Tak.